Under Anden Verdenskrig blev Messerschmitt Bf-109 anvendt som eskortejager for tyske bombefly. Under Slaget om England viste det sig imidlertid, at dets brændstoftanke ikke var tilstrækkeligt store til at udføre opgaverne effektivt, og det blev endelig besluttet at trække det tilbage fra tjeneste som beskyttelse af det tyske luftrum. Som en del af konstruktionens udvikling blev der udarbejdet flere specifikationer for Bf-109, hvoraf G-versionen blev produceret i det største antal eksemplarer. Den mest markante ændring, der forbedrede flyets ydeevne, var installationen af en ny 12-cylindret Daimler-Benz DB605A-motor med en kraft på 1475 hk.
Bevæbningen af Bf-109G bestod af et par 13 mm maskingeværer placeret i skroget foran cockpitvinduet samt et MG151 20 mm eller tungere MK108 30 mm kanon. Forbedringer inden for fremdrift og bevæbning gjorde Messerschmitt til en af de farligste jagerfly under Anden Verdenskrig. Det skønnes, at der i alt blev produceret cirka 35.000 Messerschmitt Bf-109-jagerfly af alle varianter, hvoraf mange efter krigen blev anvendt af det tjekkiske og israelske luftvåben.
Messerschmitt Bf-109 er et tysk enmotors jagerfly med metalstruktur i en lavvingekonfiguration og en klassisk hale. Det viste sig at være det grundlæggende og mest producerede Luftwaffe-jagerfly under Anden Verdenskrig. Prototypens første flyvning fandt sted den 29. maj 1935, og serieproduktionen fortsatte i perioden 1936-1945. I alt anslås det, at der blev produceret omkring 35.000 Messerschmitt Bf-109-jagerfly i alle varianter, hvoraf mange blev brugt af det tjekkiske og israelske luftvåben efter krigen. Bf-109's rødder går tilbage til en konkurrence annonceret af Luftwaffe i 1933 for et nyt jagerfly.
Selvom Bf-109 projektet oprindeligt tabte konkurrencen til He-112, fortsatte det takket være Willie Messerschmitts manøvrer og endte med at blive Luftwaffes primære jagerfly. Der blev udviklet flere hovedvarianter af Bf-109 i løbet af produktionen. Den første præproduktionsserie var Bf-109B (Berta) med forskellige versioner af Junkers Jumo 210 (A eller Da) motoren, der blev testet i Spanien under borgerkrigen i 1937. Den næste version var Bf-109C (Caesar) med en anden motor og omfattende bevæbning bestående af to 20 mm og 2 HK 7,92 mm kanoner. Den tredje version var Bf-109D (Dora) med motoren Junkers Jumo 210 Da eller Daimler-Benz DB 600. Den blev brugt under septemberkampagnen og blev erstattet af E-versionen ved årsskiftet 1939/1940.
Den berømte Bf-109E (Emil) model blev introduceret med en Daimler-Benz 601A eller N-motor og var den første til at bruge en trebladet propel. Bf-109E deltog i det franske felttog, slaget om England, Nordafrika og på østfronten. En berømt pilot, Adolf Galland, begyndte sin karriere på Bf-109E. Den næste version var Bf-109F (Friedrich), som ifølge tyske piloter var den mest aerodynamisk perfekte. Den så en ændret skrogform, vinger og cockpitbeklædning, men der blev ikke brugt nogen ny motor.
Den blev taget i brug ved årsskiftet 1940/1941. I udviklingen af designet blev der skabt yderligere Bf-109-specifikationer, og G (Gustav) versionen blev produceret i det største antal eksemplarer. Den vigtigste ændring, der forbedrede flyets ydeevne, var installationen af en ny 12-cylindret Daimler-Benz DB605A-motor med 1475 hk. Bevæbningen af Bf-109G bestod af et par 13 mm maskingeværer placeret i flykroppen foran cockpitvinduet samt en MG151 20 mm eller tungere MK108 30 mm kanon. Den sidste masseproducerede version var Bf-109K (Kurfirst), hvor produktionen startede i ok
