Spitfire Mk.IXC Beer Delivery WWII British Fighter 1/48

Supermarine Spitfire er utvivlsomt det mest berømte britiske jagtfly fra Anden Verdenskrig. Det var en fuldt metal-maskine med en lav vingekonfiguration, karakteristiske elliptiske vinger, en klassisk hale og et indtrækbart landingsstel. Prototypen foretog sin første flyvning den 5. marts 1936. Spitfire viste sig at være fundamentet for Royal Air Force (RAF) under krigen, og det fortsatte med at klare sig godt efter krigen og forblev i produktion i 10 år. Historien om Spitfire begyndte på tegnebordet hos RJ Mitchell, Supermarines hoveddesigner. De første enheder blev leveret til RAF i 1938, men da Slaget om Storbritannien startede sommeren 1940, var der allerede 19 eskadriller med disse moderne jagtfly på flyvepladserne – sammen med de lidt ældre Hurricanes forsvarede de de britiske øer med 600 fly.

Under udvidelsen af fjendtlighederne tjente Spitfire overalt, hvor RAF opererede, fra Fjernøsten og Nordafrika til Italien, Normandiets invasion og kampene i Frankrig samt operationerne i Tyskland i 1945. For mange briter blev det et symbol på sejren i Anden Verdenskrig. Denne fantastiske maskine havde mindst et dusin produktionsversioner. De vigtigste inkluderer den første masseproducerede Spitfire Mk.I, drevet af en 1030 hk Rolls-Royce Merlin II-motor, og det var især denne model, der gjorde en fremragende indsats under Slaget om Storbritannien. Der blev udviklet mange varianter af denne model, såsom PR Mk IA (rekognosceringsversion) eller PR.IG (bevæbnet rekognosceringsversion).

En anden interessant version var Spitfire Mk.V med en Rolls-Royce Merlin 45-motor med 1440 hk. Senere blev der også monteret Merlin 50-motorer. Serieproduktionen af denne version startede i 1941 og var RAF's svar på fremkomsten af Messerschmitt Bf-109F. En anden meget succesfuld version er Spitfire Mk.IX, drevet af en Merlin 61-motor med en 4-bladet propel. Den blev skabt som en modstander af Focke-Wulf Fw-190 og blev sat i produktion i slutningen af 1941. Denne version blev modificeret mange gange, og i 1944 fik den for eksempel nyt gyrosigte, et forstørret ror og et ændret vingesystem.

En anden betydelig version er Spitfire Mk.XIV med en Rolls-Royce Griffon 61-motor og en fembladet propel. Serieproduktionen startede i oktober 1943. En af de sidste serier, der blev produceret, var Mk.21-versionen. Denne version havde en Griffon 61-motor, en kraftigt forstærket struktur og beklædning, og vingerne blev forlænget, hvilket øgede deres flyveflade. Masseproduktionen startede i marts 1945. Tekniske data (Mk.XIV-version): længde: 9,14 m, vingefang: 11,23 m, højde: 3,05 m, maksimal hastighed: 717 km/t, stigningshastighed: 18,5 m/s, praktisk loft: 13.200 m, maksimal rækkevidde: 1815 km, bevæbning: fast - 4 7,7 mm maskingeværer og 2 20 mm Hispano Mk II-kanoner, ophængt - op til 225 kg bomber.